9. februar 2010
Sidste dag paa Koh Lipe boed paa badning og en snorkeltur for hele familien for at sige farvel til Nemo. Paa vej ind fandt vi endnu en lille muraene paa 1 meter vand midt paa badestranden. Vi viste den til Emil og foraeldre og herefter tog Thomas en snorkeltur med Emils far rundt langs klipperne ved oens oestspids.
Koh Lipe er ikke stoerre end at man kan snorkle fra den ene strand til den anden, men det havde vi ikke tid til for vores papirer skulle afleveres til de Thailandske myndigheder kl. 13:30.
Vi skulle have sejlet kl. 16, og efter en del futten rundt til forskellige andre smaafaerger for at samle passagerer op, satte vi kursen mod Langkawi kl. 17. Det tog 50 minutter at naa dertil, og yderligere 1½time at faa behandlet vores indrejsepapirer i Malaysia, inden vi kunne komme videre kl. 19:30. Vores stakkels forudbestilte Malayiske taxachauffoer havde ventet siden kl. 17. Han brugte 5 timer paa at koere os i 5 minutter, viste det sig …. Vi gav ham 100 bath i drikkepenge, vi har slet ingen Ringit.
Vi har haft en rigtig dejlig oplevelse paa Koh Lipe. Snorklingen er fantastisk og der er saa sindsygt mange koraller. Det er ikke smaasten men koraller der skyller op paa stranden, og det melfine og hvide sand er ikke sand men koralstoev.
Selvom vi boede paa et relativt stort resort, er de lokale barer stadig helt nede paa jorden. Vores nabo: Blue Tribes ‘Resort’ bestod f.eks. af et par hytter til udlejning, en overdaekket bar og taepper og puder paa stranden. Personalet var en fyr fra oesteuropa og hans thai kone, en Rastafari DJ/Bartender og en thai-fyr ved fadoelsanlaegget.
Efter at vores resort netop er kommet i Star Tours vinterkatalog frygter de backpackere som typisk besoeger oen at de smaa steder vil blive opkoebt og omdannet til megaresorts. Vi haaber ikke at vi bliver de sidste der rejser dertil i speedbaad, vader i land fra Long Tail Boat, og tilbringer timevis af ventetid i emigrations-kontor-hytten. Det hoerer sig ligesom til …
