Vi fik hurtigt tjekket ind paa hotellet paa Langkawi, og heldigvis havde de stadig Jannes vidunderlige hovedpude

Vi var nogle af de sidste gaester i restauranten, og derefter fik vi en god nats soevn, i en god seng med en ordentlig madras, en god hovedpude, og endnu bedre: ingen morgenvaekning af en gal hane eller en tosset hund.

Efter morgenmaden havde vi tre timer i hotellets pool. Derefter var der ikke andet tilbage af Langkawi tiden end at faa badet, fundet flyrejse toejet frem, og laegge fleecetroejer og andet varmere toej frem til ankomst i DK.

Nu er vi i Singapore Lufthavn efter en god flyvetur fra Langkawi med Silk Air. Gratis netadgang fra en masse smaa terminaler bliver brugt af os alle. Amanda og Linus staar ved hver sin pc og spiller spil, fra en hjemmeside, som Amanda kan huske.

Vi andre tjekker mails og skriver sidste bloghilsen. Kl. er 19.30 og vi skal foerst flyve kl. 01.15. Singapore Lufthavn skulle vaere en af de bedre lufthavne til at vaere i transit i. Bl.a. fejrer de det kinesiske nytaar med lidt festivitas et eller andet sted. Vi skal have fundet noget aftensmad, lavet lidt lektier, oset lidt rundt og saa er Nintendoerne ladt helt op.

Vi har haft en fantastisk lang ferie proppet med gode oplevelser. Det er en gave for livet vi har givet os selv, og det under vi alle at proeve. Det eneste minus er bare, at vi vil have mere

Paa gensyn i morgen tidlig….

Sidste dag paa Koh Lipe boed paa badning og en snorkeltur for hele familien for at sige farvel til Nemo. Paa vej ind fandt vi endnu en lille muraene paa 1 meter vand midt paa badestranden. Vi viste den til Emil og foraeldre og herefter tog Thomas en snorkeltur med Emils far rundt langs klipperne ved oens oestspids.

Koh Lipe er ikke stoerre end at man kan snorkle fra den ene strand til den anden, men det havde vi ikke tid til  for vores papirer skulle afleveres til de Thailandske myndigheder kl. 13:30.

Vi skulle have sejlet kl. 16, og efter en del futten rundt til forskellige andre smaafaerger for at samle passagerer op, satte vi kursen mod Langkawi kl. 17. Det tog 50 minutter at naa dertil, og yderligere 1½time at faa behandlet vores indrejsepapirer i Malaysia, inden vi kunne komme videre kl. 19:30. Vores stakkels forudbestilte Malayiske taxachauffoer havde ventet siden kl. 17. Han brugte 5 timer paa at koere os i 5 minutter, viste det sig …. Vi gav ham 100 bath i drikkepenge, vi har slet ingen Ringit.

Vi har haft en rigtig dejlig oplevelse paa Koh Lipe.  Snorklingen er fantastisk og der er saa sindsygt mange koraller. Det er ikke smaasten men koraller der skyller op paa stranden, og det melfine og hvide sand er ikke sand men koralstoev.

Selvom vi boede paa et relativt stort resort, er de lokale barer stadig helt nede paa jorden. Vores nabo: Blue Tribes ‘Resort’ bestod f.eks. af et par hytter til udlejning, en overdaekket bar og taepper og puder paa stranden. Personalet var en fyr fra oesteuropa og hans thai kone, en Rastafari DJ/Bartender og en thai-fyr ved fadoelsanlaegget.

Efter at vores resort netop er kommet i Star Tours vinterkatalog frygter de backpackere som typisk besoeger oen at de smaa steder vil blive opkoebt og omdannet til megaresorts. Vi haaber ikke at vi bliver de sidste der rejser dertil i speedbaad, vader i land fra Long Tail Boat, og tilbringer timevis af ventetid i emigrations-kontor-hytten. Det hoerer sig ligesom til  …

Nu har vi kun 1½ dag tilbage på Koh Lipe inden vi skal med båden tilbage til Langkawi for at have en overnatning inden kursen bliver sat mod København.

Vi har lige spist morgenmad, som hver morgen består af saftig udskåret frugt, æg i alle afskygninger; omeletter, røræg, spejlæg osv, risretter, amerikanske pandekager, chokoladekage og mere frugt alt imens ladyboys vimser omkring os. Der er en del af tjenerne, som er ladyboys, og når de ikke ryder af bordene, så bruger de meget tid på at smuksere og spejle sig. Nogle af dem er meget feminine, mens andre tilsyneladende ikke er så langt i processen/behandlingen. Eller også accepterer de bare, hvordan de ser ud!

Den resterende tid skal som de forrige dage blot bruges på leg, badning og snorkling, så der kommer nok ikke noget nyt frem under solen. Derfor bliver det her sikkert sidste beretning fra vores tur – med mindre vi keder os bravt i Singapore lufthavn, hvor vi har 6 timers ventetid.

Vi ses i kolde Danmark, og glæder os til at se jer igen.

I morges blev vi ikke vækket ved hanegal, men ved en gøende hund. Hanen var på søndagstid, og galede først kl. 7.30. Det er godt at øens dyr får afvænnet os fra feriedøgnrytmen!

Ann & co. skulle fra morgenstunden videre på deres rejse i Thailand, så inden morgenmaden sagde vi farvel, på gensyn og god rejse til dem.

Dagens første (og eneste) opgave var at finde frisøren, der kunne flette Amandas hår. 2½ time tog det at få flettet det hele i tynde fletninger. Hun ser rigtig flot ud, og får mange søde kommentarer med, hvor end vi går.

2½ times flettearbejde kræver en is

Resten af dagen bød på badning, leg i sandet og snorkling. Livet under vandet er virkelig fascinerende. Lytter vi godt efter, kan vi høre nogle af fiskene ”gnave” vandplanter i sig fra sten og koraller.

Mens vi alle snorkler rundt, opdager Amanda, at der ligger et eller andet levende leopardplettet og gemmer sig i en slags hule under nogle sten. Ved nærmere åsyn viser det sig at være en Muræne.

Murænen stikker sit hoved frem fra hulen

Vi ved ikke om den er giftig for mennesker, men blot at den vistnok kan være en ret aggressiv rovfisk. Så det er med afstand og respekt at vi kigger nærmere på den. Det viser sig at være en ret stor Leopard Muræne. Så godt fundet Amanda!

Der er en hel del danske børn, som ungerne leger med på stranden. Bl.a. Emil på 8 år, hvis far er ivrig snorkler, så Thomas fik vist ham morænens hule. Det vakte stor jubel, over endelig at have set sådan en krabat.

Kl. 16 lægger vi os side om side (og Thomas siddende i en stol) på madrasserne i massagehytten ved stranden. Linus og Amanda får en times massage, Janne en body scrub med massage og Thomas en fod scrub. Massagen i skyggen og havets brise er så dejlig, at ungerne falder i søvn efter 45 minutter. Massagepigerne syntes de var rigtig søde.

Linus nyder massagen

Inden aftensmaden gik vi en slentre/shoppetur i hovedgaden, inden vi fandt et godt lille sted på stranden for at spise de sædvanlige lækre risretter.

Hanen sover tilsyneladende længe i weekenden. I hvert fald vækkede den os først kl. 7.30 – og det var rart.

Efter en god morgenmad gik vi sammen med Ann & co. om på den anden side af Koh Lipe. Det er ikke fordi det tager så lang tid. Man går bare ned af hovedgaden. Hovedgaden lyder voldsomt flot. Det er en lille gade med en masse små butikker og restauranter på ca. 500 meter.

Stranden vi kom frem til, havde meget flot turkisfarvet vand.

Longtail boats i vandkanten

Sandet, derimod, var meget beskidt, og fyldt med glasskår og affald. Der var et par enkelte ressorts på stranden, men ellers var det primært her de lokale boede i små blikskure. Det var et trist syn, at se en flok drenge lege med affald, som de fandt i affaldsbunken eller på standen.

Vandet var dejligt, men med større bølger, og fri udsigt til det indiske ocean, og for hver 50 meter var der tsunami-evakuerings-skilte.

Efter sen frokost vendte vi hjem til vores ”egen” strand, hvor vi badede, spillede spil og drak drinks i skyggen.

Janne fik sig en times Herbal face massage inden det var aftensmadstid. Den sidste middag med familien Kjærsgaard-Larsen blev spist på en restaurant på stranden, og inden sengetid fik ungerne en is og vi andre en Mai Tai.

Vi satser på, at hanen også sover søndags-længe.

Efter morgenmaden var det tid til massage. En meter hævet over stranden lå vi på rad og række i en bambushytte med udsigt til vandet.

Amanda og Linus fik ½ times massage, og vi andre en time. Vi ville lige sikre os, at de ikke blev utålmodige undervejs. Det gjorde de bestemt ikke. Både Amanda og Linus nød det så meget, at vi har lovet dem en hel time, inden vi rejser fra Koh Lipe. 48 kr. for en times massage er også lige til at overskue.

Godt smurt ind i olie fortsatte vi livet på stranden med leg og snorkling. I dag så vi en havslange åle sig igennem koralerne.

Det viste sig efterfølgende, at solcremen tilsyneladende ikke kom ordentligt ind i huden p.g.a. massageolien, så tidlig eftermiddag, havde vi fået mere end rigeligt sol.

Resten af eftermiddagen blev brugt i restaurantens skygge med drinks og lektier.

Til aften lykkedes det os at få skudt et par billeder af solnedgangen.

Solen har travlt med at gå i seng. På 5 minutter bevæger den sig meget hurtigt over himlen.

Kl. 6.30 blev vi vækket af hanen der galede. Og det gjorde den så ikke kun en gang! Det er ikke et tidspunkt vi er vant til at stå op på!

Efter en god morgenmad steg vi ombord på en longtail boat, som vi sammen med Ann & co. havde bestilt for 1500 bath (250 kr) for en hel dag.

I bagende sol sejlede bådføreren os rundt om og væk fra Koh Lipe, og fandt nogle gode snorkelsteder til os. Der var et fantastisk fiske-og koralliv under vandet.

Find Nemo

Amanda og Linus var begge supergode til at snorkle, dykke og beundre undervandslivet. Som Amanda sagde: det er bare så vildt, at det er virkelighed.

Frokosten, som bestod af fried rice leveret af bådsmanden, spiste vi på en sandstrand, hvor eremitkrebs løb omkap i vandkanten.

Inden vi sejlede tilbage til Koh Lipe lavede vi en masse sjove udspring fra båden, og alt lige fra bomber til hovedspring blev udført i flot stil.

Tilbage på Koh Lipe var det tid til en drink inden aftensmaden, og inden sengetid nåede vi også lige et spil Agurk. Vi er trætte efter en hel dag i solen.

Solen går ned kl. 18.30, hvilket er over to timer tidligere end i NZ. Og den går ned på rekordtid. Hvis vi vil have solnedgangsbilleder, så skal kameraet være fremme i god tid, for når først solen har startet ”nedturen” så går det stærkt. Vi har endnu ikke nået det.

Da kaptajnen endelig havde fået spist sin morgenmad, bagagen var læsset ombord, og vi ligeså, så blev der givet gas, og af sted det gik ud over havet med kurs mod Koh Lipe. Amanda og Linus udnyttede sejlturen til at få en velfortjent lur.

Efter en times sejllads ankom vi kl.10.00 til Koh Lipe, hvor Ann & co. Stod på stranden og tog imod os. Det var godt at se dem igen. På dette tidspunkt var der allerede svimlende varmt, så der gik ikke lang tid før vi lå i vandet. Vores bungalow var først klar kl. 11.30, så det er første gang at vi har haft så meget med til en dag på stranden

Alle fem børn fik hurtigt gang i legen og vi voksne udvekslede gode ferieoplevelser – alt sammen enten i vandet eller i vandkanten.

vandhundene Marius, Amanda, Linus, Karl-Emil og Katrine

Snorkler og svømmefødder kom også frem, og havbunden blev udforsket. Få meter fra vandkanten var der både Nemo-fisk (klovnfisk), Zappa-fisk (ciclider), papegøjefisk, neonfisk og mange andre farverige fisk.

Sandet er kridhvidt og fint som mel, og havet er turkisfarvet og dejligt varmt. Det eneste minus er, at der render en del hunde rundt på stranden, som ikke virker specielt rare. Tom kommenterede det i receptionen, og derefter så vi ikke længere problem”barnet”. (og vi hørte heller ikke noget skud eller så den på menukortet).

På sin vis er der ikke sket en pind siden Janne var i Thailand sidst (før internettets tid). Og alligevel er der. Bl.a. internetcafeer, som er overalt, og så det magiske i de små bungalows: aircondition!

Vores bungalow består af et plateau i hele værelsets længde med to kæmpe dobbeltmadrasser på. Vi undrer os over at madrasserne er 20 cm tykke når affjedringen er lige så ringe som i et gulvtæppe. Janne har allerede sendt eder og forbandelser over sin glemsomhed, idet hendes elskede hovedpude er glemt på hotellet på Langkawi. Det skal nok blive godt for nakken!

Resten af bungalowen består af badeværelse, hvor Thomas startede aftenbadet med at rense brusehovedet for overhovedet at få vand ud. Her er som skrevet heldigvis aircon, og det er blevet helt menneskeligt, efter at vi har ændret temperaturen fra 19 til 27 grader. Uden for bungalowen er der en lille terrasse med to liggestole.

Vi så solnedgangen på stranden, inden vi fandt en strandrestaurant og spiste aftensmad. Nu er vi SÅ trætte, og går alle på hovedet i seng.

Med en times forsinkelse lettede vi fra Christchurch og satte kursen mod Singapore, hvor vi skulle skifte fly til Langkawi i Malaysia. Flyveturen gik rigtig godt. Vi læste, lavede lektier, så film, spillede Nintendo og spiste spiste og spiste. Det er nu dejligt at flyve med Singapore Airlines.

I luften blev vi yderligere et kvarter forsinket, og det gav lidt spænding i maven, da vi pludselig havde meget kort tid til at skifte fly. Da vi landede skyndte vi os over i transittoget, der førte os til den terminal, hvor næste fly gik fra. Vi boardede med det samme, og så tog vi hul på sidste 1½ times flyvetur.

Den flyvetur gik også rigtig fint, trods ungernes utilfredshed over at der ikke engang var fjernsyn. Ikke engang et til deling. I Langkawi lufthavn, stod der en mand med et skilt: Mr Thomas Halling, welcome. Herefter tjekkede vi ind på hotellet, og i løbet af 2 minutter sov børnene. På det tidspunkt var kl. 21.30 Malaysia tid – men 2.30 New Zealand tid, så der var ikke noget at sige til, at de (og også os andre) var trætte.

Thomas brugte noget tid på at finde ud af, fra hvilken havn vi skulle sejle til Koh Lipe. Det troede vi gav sig selv – men det gjorde det altså ikke. En time senere og med hjælp fra chaufføren, som havde hentet os i lufthavnen, og som skulle køre os af sted om morgenen, lykkedes det endelig at finde den rette havn.

Her sidder vi så nu. Og har gjort det længe. Færgebilletten bestilt og printet ud hjemmefra oplyste afgangstid kl. 8 og med mødetid en time før. Så kl. 6.45 blev vi hentet fra hotellet, og sat af i mørket i noget der mere ligner en strandpromenade end en havn. Ingen større båd eller skilt om ture til Koh Lipe, og intet havnekontor. Heldigvis er et andet turistpar også sat af her – så vi er ikke helt alene.

Efter lidt ventetid regner vi ud, at færgeselskabet er Thailandsk, og tidspunktet på billetten jo nok er thai-tid, som er +1 time. De har selvfølgelig ikke ulejliget sig med at skrive den lokale afgangstid. Og her er det Thomas’ elskværdige personlighed kommer til udtryk med en snert af irritation: Yea right – velkommen til Asien!

Ventetiden er blevet brugt på matematik på jorden op ad vores tasker, mens solen stiger op over bjergene. Egentlig meget smukt. Der er lige kommet et par malayer forbi og spurgt, om vi skulle til Koh Lipe, så Thomas er gået med dem for at udfylde endnu en omgang emigrations-papirer. Nu nærmer vi os da noget konkret.

Vi er lidt trætte. Vågnede kl. 5 i morges – kl. 10 NZ tid. Formentlig kan vi komme i seng i nogenlunde ordentligt tid i aften, og så få lagt NZ tiden bag os.

Vi glæder os til sol, snorkling, massage, hvide strande og god thaimad. Og så selvfølgelig til at være sammen med Ann & co.

Vi vågnede igen til en solrig dag. Taskerne blev pakket færdig, og Romle Bomle blev omdannet til den neutrale camper, som vi fik for en måned siden.

Sidste køretur på 60 kilometer gik til afleveringsstedet nær Christchurch lufthavn. Vi var tætte på at knibe et par tårer, da vi tog en taxa ind til Christchurch by, hvor vi overnatter på hotel den sidste nat.

Efter indtjekning i vores kæmpe hotellejlighed gik vi ud i byen. Vi tog en rigtig hyggelig tur rundt med sporvognen.

Nostalgi i storbyen

Christchurch er den mest engelske by uden for England, og arkitekturen var et mystisk mix af gammel typisk engelsk arkitektur og nymoderne byggestil.

Ungerne spotttede hurtigt en sushi restaurant til aftensmaden, og vi var ikke svære at overtale.

Inden da holdt vi dog en kaffepause på Starbucks i solen på byens torv, mens ungerne fik en superlækker is fra en lille isbil, der lavede helt frisklavet soft ice af friske bær og vaniljeis.

På sushi restauranten vagte det glæde, at det var sushi på transportbånd, hvor man bare tager de små portioner sushi der kommer forbi, og hvor kokkene står og tilbereder 100 forskellige varianter. De forskellige varianter kommer så på forskellige farver tallerkner, som hver indikerer en pris. Sjældent har vi spist så meget til så få penge. Vi kunne næsten ikke rokke med ørerne, og Linus skulle bæres hjem af mæthed i laks.

Hjemme igen forsøgte vi at få Amanda og Linus tidligere i seng, end de har været den sidste måneds tid. Sidste gang vi kiggede ind til dem på deres eget værelse, lå der to sæt fødder på samme hovedpude, og Linus sagde, at Pippi havde fået fire fødder!

Vi har en lang flyvedag foran os, så forhåbentlig kan de sove lidt i flyet.

Det har været en fantastisk familie-tur. Vi har nydt hvert sekund, og har nydt det frie campingliv. Landet er så smukt og rummer så mange gode oplevelser, og vi vil meget gerne tilbage igen. Vi kunne snildt have brugt i hvertfald en måned mere. New Zealænderne er meget venlige og gæstfrie og har en ualmindelig fed humor.

Spies’ slogan “ferien du ikke vil hjem fra” passer bedre end nogensinde.

4.110 kilometer fra Nord til Syd – og så har vi ikke engang set det hele. Der er masser at vende tilbage til. Og masser af ting at prøve af, når børnene er blevet større. Vi har i alt brugt 576,48 liter diesel som er forbavsende tæt på 7 km/l. Altså mere tørstig en selv Alfa’en derhjemme, men den kører jo også dobbelt så hurtigt. Det er godt at diesel stadig går for ca. 4 kr. per liter i Kiwiland.

I morgen starter 9-10 timers flyvetur til Singapore, derefter 1½ time til Langkawi, hvor vi skal overnatte. Om morgenen skal vi med båd til Thailandske Koh Lipe. Her mødes vi med Ann, Tom, Katrine, Marius og Karl Emil. 6 dages afslapning med sol, god thailandsk mad og snorkling, og hvor vi kan fordøje denne måneds skønne skønne tur.

Vi ved ikke om der er netforbindelse på øen, der ikke har en hæveautomat. Så måske er dette vores sidste hilsen inden vi torsdag 11. februar kl. 7.15 lander med SQ0352 i Kastrup Lufthavn.

Til allersidst sender vi lige morgendagens mange fødselsdagshilsner: Til Maria, Scott, Ida og Anika. Så har vi forhåbentlig ikke glemt nogen.

Godnat fra Christchurch og godnat fra New Zealand.