Hector – og Amanda 8 år

30. januar 2010

En rigtig sove-længe-dag og morgenmad i solen. Formiddagen blev daset væk – det var en rigtig varm dag.

I bugten ved Akaroua lever hector delfinen, og der er mange af dem. Den er på størrelse med Amanda, og har den lyst, vil den gerne svømme med mennesker.

Hector delfiner

Det ville vi gerne prøve. Også Amanda. Det eneste problem var, at man skulle være 8 år. Og det blev Amanda lige pludselig! Dog uden fødselsdagssang og gaver. Gaven blev en tur i bølgen (tyrkis)blå iført to våddragter. Vi andre nøjedes med en – og det naturlige spæklag….

Vi sejlede et stykke tid og spejdede alle ud over vandet. Pludselig fik vi øje på finnerne i vandkanten. De første gad ikke lege, men det ville de næste. Så vi hoppede i vandet. Først Amanda og Janne. Der var hele tiden en der skulle være ombord med Linus. Dernæst byttede Thomas og Janne plads, og til sidst da Amanda frøs og ville op, var Janne og Thomas i vandet sammen.

For at lokke delfinerne til, skulle vi knipse under vandet, synge i snorklen og banke sten mod hinanden. Delfinerne er så nysgerrige, og har god høresans, så de vil lige se hvad der sker. På et tidspunkt var der fire delfiner omkring Thomas. Delfinerne har meget tynd hud, derfor må man ikke røre dem, da negle og fingerringe let kan give dem ridser i huden.

Det var en vild oplevelse at have delfinerne så tæt på. Også for Linus. Man kunne faktisk meget bedre se delfinerne fra båden end i vandet, så han så bare så mange delfiner, og syntes de var rigtig søde.

Amanda syntes det var ret sjovt, at vi havde snydt hende 8 år gammel, og syntes også at det var fantastisk at være så tæt på delfinerne.

Da Linus var blevet snydt for vandgangen (selvom han var høj nok, kunne vi ikke lyve ham 8 år gammel), adopterede han en Hector-delfin gennem WWF og fik en sød bamse som bevis.

Da vi var kommet i land igen, begyndte det pludselig at blæse op, og inden vi var kommet hjem til campingpladsen, stormede det en halv pelikan. Godt vi ikke længere var til havs!

Om aftenen spiste vi på en god restaurant, og iført pandelamper gik vi i fuldmånens skær hjem til Romle Bomle op ad stien til campingpladsen.

Alt i alt en skøn dag.

Skriv en kommentar